Kære medlemmer,
Kim Haugbølle nævnte muligheden for at være med til at teste modulet på vores medlemsseminar i Nyborg tilbage i marts – nu er de klar, vil du eller din kollega hjælpe til? - så læs videre her:
Som vi tidligere har orienteret om, så har vi længe været i gang med et projekt for Miljøstyrelsen og POGI (Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb) om at udvikle et nyt beregningsmodul til LCCbyg, som gør det muligt at udregne CO2-skyggepriser ovenpå vores almindelige totaløkonomiske beregninger. Nu er vi klar til at teste den, og vi håber, at du/I har lyst til at være med eller kender nogen, som gerne vil være med til at teste den nye version. Nedenfor giver vi yderligere information om testen.
Vi vil gerne invitere dig til at deltage i beta-testen af de nye funktioner til beregning af CO2-skyggepriser i den nye kommende version 4.0 af LCCbyg, som vi forventer at udgive lige efter sommerferien. Den store nyhed i den kommende version af LCCbyg er introduktionen af CO2-skyggepriser i beregningerne, som vi har udviklet sammen med Miljøstyrelsen og POGI (Partnerskaber for Offentlige Grønne Indkøb).
Hvad er LCCbyg?
LCCbyg er et totaløkonomisk beslutningsstøtteværktøj, der kan sammenligne den samlede anlægs- og driftsøkonomi for to eller flere alternative løsninger med forskellige omkostningsprofiler over tid. LCCbyg kan regne på både hele bygninger og enkelte bygningsdele.
Nye funktioner – især beregning af CO2-skyggepriser
Version 4.0 af LCCbyg kommer med en lang række nye forbedringer såsom:
- Mulighed for at opgøre CO2-skyggepriser i de meget tidlige ide- og planlægningsfaser baseret på overslagsmæssige CO2-emissioner ved forskellige typer af byggeri.
- En helt ny installationsprocedure via Microsoft Store, som forhåbentlig gerne skulle gøre det endnu nemmere at installere programmet uden at skulle involvere egen IT-afdeling.
- Helt nyt brugerinterface, som bl.a. giver en ny og mere intuitiv navigationsstruktur, udvidede muligheder for at opsætte rapporter efter behov og nye dashboards.
- Mulighed for at lave en egentlig Mac-udgave, som forventes udgivet ved årsskiftet.
Test af de nye funktioner til CO2-skyggepriser
Testen handler først og fremmest om at afprøve de nye funktioner til opgørelse og visning af CO2-skyggepriser, da disse er de vigtigste for os at få afprøvet. Alle andre input vedr. programmet som sådan er selvfølgelig også velkomne.
Testforløb over de næste fire uger
Testen begynder nu og forløber de næste fire uger frem til starten af juni. Vi vil gerne prøve en ny testform, hvor vi som ansvarlige udviklere får en tættere løbende dialog med testbrugerne undervejs. Det vil vi gøre ved at afholde et ugentligt online-møde, hvor vi dels kan give en introduktion til programmets nye funktioner dels kan sparre med og svare på spørgsmål fra brugerne om afprøvningen af programmet samt opdatere deltagerne om den videre udvikling (under testen fortsætter vi nemlig med at bearbejde detaljer, rette fejl osv.).
Online testmøder en gang om ugen
Vi bestræber os på at variere ugedag og tidspunkt for at give flest mulige deltagere mulighed for at kunne være med i et eller flere af disse testmøder efter eget ønske og behov. Møderækken for disse testmøder er fastlagt til følgende tidspunkter:
- Tirsdag den 16. maj kl. 15-16
- Torsdag den 25. maj kl. 11-12
- Onsdag den 31. maj kl. 13-14
- Tirsdag den 6. juni kl. 14-15
Skriv til os for at få en invitation og link
Deltagelse i testen sker kun via invitation. Du kan deltage i testen ved at skrive til os på lccbyg@build.aau.dk eller khh@build.aau.dk, og så sender vi dig direkte invitationer til at deltage i et eller flere af de planlagte testmøder via MS Teams. Invitation til første møde er indsat nederst i denne mail, mens invitationer til senere møder udsendes separat.
Venlig hilsen
Kim Haugbølle
Seniorforsker, forskningsgruppeleder, ph.d.
IPMA Certified Level C
Forskningsgruppen for Innovation og Ledelse af Bæredygtigt Byggeri
BUILD – Institut for Byggeri, By og Miljø | Aalborg Universitet
A.C. Meyers Vænge 15 I 2450 København SV
M 2143 0872 l T 9940 2221 l E khh@build.aau.dk l W build.dk