Kære Byggeøkonomer!
Sikke et mærkeligt år 2020 har været. Normalt kan årene have det med at flyde lidt sammen, hvornår var det egentlig at noget skete, var det sidste eller forrige år? Sådan vil det helt sikkert ikke gå med 2020, dette år vil gå over i historien og vil ikke gå i glemmebogen foreløbig.
Året startede ellers godt for foreningen med fuld fart på flere uddannelseshold, en hyggelig nytårskur, spændende medlemsmøder og et givtigt medlemsseminar i Nyborg. Så kom covid-19 og vi lukkede ned som næsten hele Danmark gjorde. Vi kørte eksamen online for Byggeøkonomholdene København 1 og Aarhus og udskød resten af undervisningsdagene for Byggeøkonomholdet KBH 2 til efter sommerferien. Vi valgte også at udskyde opstarten af forårets Projekteringslederhold til efteråret. Siden foråret er alle vores medlemsmøder blevet afholdt som webinarer via Zoom.
Alle tiltag var nødvendige og selvom det har været anderledes og irriterende at blive rusket op i, hvordan vi plejer at gøre, så har det også rykket os og tvunget os til at tænke i nye retninger og vaner, hvilket jo aldrig skader nogen. Vores læringskurve udi onlinemøder og undervisning har fx været stejl. Tak for den.
Hurtigt besluttede bestyrelsen sammen med sekretariatet, at vi skulle udarbejde en coronaplan, så vi senest fra efteråret kunne afholde vores uddannelser fysisk igen, men i rammer som tog hensyn til covid-19 restriktionerne. Vi indkøbte også teknisk udstyr til at kunne håndtere 100 % onlineundervisning, hvis det blev nødvendigt. Vi har indtil videre kunne afvikle alle undervisningsdage fysisk (på nær én i sidste uge i Aarhus), men vi har sideløbende afviklet onlineundervisning for dem på holdene, som enten var i karantæne eller var mest tryg ved at følge undervisningen via tilkobling hjemmefra.
Til vores generalforsamling i slutningen af september sagde vi farvel til Flemming Hansen (EKJ), som har siddet i bestyrelsen i over 10 år. Vi takker ham for hans store indsats og håber, at vi fremover stadig vil møde ham til alle vores arrangementer. Heldigvis blev der fundet en god afløser, nemlig Jan Højriis Frandsen (pålsson arkitekter). Det er vi rigtig glade for og håber, at han også har lyst til at være med i rigtig mange år.
Vi er spændte på det kommende år – år 2021 kom an, vi er klar. Men gad vide hvordan det bliver. Lige i disse dage buldrer covid-19 afsted og man tør ikke være så optimistisk på snarlige ”normale tilstande”, men omvendt, når vaccinen kommer, så bliver der måske mere roligt?!
Vi har i hvert tilfælde ikke tænkt os at være stille. Vi kører pt. med to Byggeøkonomuddannelseshold, der først bliver færdige ud på foråret, vi starter også to nye Projekteringslederuddannelseshold op i foråret, både ét i Aarhus og ét i København. Der er god søgning, men stadig nogle pladser på begge hold.
Vi vil fortsætte med løbende at arrangere og afholde nye online medlemsmøder. Der er generelt stor tilmelding til vores webinarer og det glæder os rigtig meget, selvom vi savner at kunne smile rigtigt til hinanden, kunne netværke og vandre lidt rundt og hilse på de andre medlemmer. Det er lidt svært at få den dynamik ind via zoom møder. Men godt I er glade for vores webinarer.
Vi afholder nytårskur i begyndelsen af det nye år. Vi vil holde fast i vores netværk og skabe lidt fest og inviterer derfor alle Byggeøkonomer til en online nytårskur d. 20. januar 2021 fra kl. 16.00-18.00. Vi vil gøre vores til, så den både bliver faglig interessant, hyggelig og lidt anderledes end den plejer at være. Sæt kryds i kalenderen allerede nu og tilmeld dig, så vi kan se, hvem der skal have en pakke:
Danske Byggeøkonomers nytårskur
I januar afholder vi også et webinar om fordelene ved at bygge i træ og træets muligheder. Læs mere om medlemsmødet her og tilmeld dig:
Webinar om bæredygtigt træ i byggeriet
Er du eller måske en af dine kollegaer interesseret i at høre mere om vores Projekteringslederuddannelse, kan du ringe til Charlotte Buch eller læse mere om uddannelsen her:
Danske Byggeøkonomers Projekteringslederuddannelse
Vi ønsker jer alle en glædelig jul og godt nytår
- og ser frem til endnu et godt år i følgeskab med jer!